SOLGT - LIGNENDE BOLIG SØGES TIL KØBERE I MIT KØBERKARTOTEK
Indflytningsklar villa med meget attraktiv beliggenhed i Gistrup
Det er en fuldkommen renoveret villa i en virkelig flot stand, der venter jer på Stubben 60 i Gistrup. Denne villa i røde mursten, som er fra 1979, er på 149 m2 i et plan, hvor der er en gennemtænkt planløsning. Huset står på en 923 m2 grund og ligger tæt på samtlige af hverdagens nødvendige faciliteter.
Der er en god indretning i hjemmet, hvor opholdsrummene ligger i åben forbindelse, hvilket skaber et stort, luftigt rum med et stilfuldt køkken med lyse træfronter, vinkøleskab og bardisk, der ligger ud til spiseområdet. I forlængelse har I stuen, hvor I kan indrette et hyggeligt sofaområde omkring pejseindsatsen i den synlige murstensvæg. Alt i alt er der en indbydende og varm atmosfære i boligen.
Hjemmet har hele fire værelser, hvilket giver jeres familie mange gode indretningsmuligheder. I får derudover et badeværelse med to håndvaske og bruseniche i flot New Yorker-stil samt et gæstetoilet i entréen. Husets bryggers har desuden vaskefaciliteter og håndvask.
Udenfor kan I nyde tid på den skønne sydvestvendte terrasse, som ligger afskærmet og i læ af en halvmur og dobbeltgaragen, som har et tilhørende disponibelt rum, der oplagt kan bruges til redskabsskur. Har I grønne fingre i familien, kan I også slå jer løs i haven, der består af en fin græsplæne, farverig beplantning og en anlagt køkkenhave.
Stubben 60 ligger rigtig godt midt i det populære Stubben i Gistrup. Adressen er ganske familievenlig, da det er tæt på legeplads og grønne arealer. I får desuden blot få hundrede meter til en naturskøn skov, Børnehaven Ygdrasil og nærmeste busstoppested. Lidt længere væk finder I Gistrup Skole, indkøb og idrætsfaciliteter.